lørdag den 14. december 2013

14. DECEMBER: BOLSJENEGLE



Jeg nævnte i et tidligere indlæg at der højst sandsynligt ville dukke endnu et indlæg op i min lille julekalender med neglelak - og det skal I da bestemt ikke snydes for! Måske kommer der endda ét mere (jeg har i hvert fald mindst 20 andre idéer til juleinspirerede negle).

Men i dag er det altså bolsjenegle. Jeg havde 2 forskellige idéer til hvordan man lavede de karakteristiske røde og hvide bolsjestriber, så jeg prøvede dem begge af - en på hver hånd - og så kan I derude jo være dommere for hvilken teknik I synes giver det bedste resultat! 

Til den venstre hånd valgte jeg at bruge noget specielt negletape (man kan også sagtens bruge almindelig tape, klippet i meget tynde striber). 



Jeg startede med den obligatoriske base coat, og gav derefter hele neglen to lag af en ganske almindelig hvid lak fra L'oreal. 


Da lakken var tør (og det er meget vigtigt at den er helt tør, ellers vil tapen hænge fast i den, og rive det af), klippede jeg små stykker af negletapen og lagde dem diagonalt på neglene. 

Jeg erfarede temmelig hurtigt at det er en kæmpe fordel at klippe tapen inden man lægger neglelak på neglene, da man er ret handicappet med nylagt neglelak. 


Så gav jeg dem to lag af Depends holografiske lak "Raspberry" (enhver rød lak kan bruges - jeg synes bare at denne var rigtig fin, da den har lidt glimmer i sig), og ventede igen til det var helt tørt, hvorefter jeg lige så stille tog tapen af, og et meget fint stribet mønster viste sig på mine negle, og jeg sluttede af med en gang top coat. 



På min højre hånd brugte jeg derimod en Fine Line neglelak, som faktisk bare er en neglelak med en meget tynd pensel, til at lave de hvide striber. 

Jeg startede med en base coat, og gav derefter to gange med Depends "Raspberry", og lod det tørre. 


Så tog jeg min hvide liner, holdt tungen lige i munden og lagde diagonale streger på de røde negle. Og ja, det er rigtig svært at male med så fin en pensel med venstre hånd i starten, men øvelse gør mester, så det er bare med at kaste sig ud i det og komme igang! 


Da striberne var tørre, fik de en gang top coat, og så var mine bolsjenegle vol. 2 færdige! 


Jeg kan ikke helt gøre op med mig selv, hvilken teknik jeg synes gav det bedste resultat. Hvad synes I? Hvilken teknik ville I helst kaste jer ud i, og hvorfor? Efterlad gerne en kommentar nedenunder! 









Ingen kommentarer:

Send en kommentar