mandag den 30. marts 2015

EASTER NAILS

Så er den her igen. Påsken - årstiden hvor vi er i overflod af chokolade, snaps og blomster. Og selvfølgelig er mine negle også i påskestemning! Jeg har lavet 3 forskellige bud på påskenegle - nogle mere indlysende end andre. Videoer til alle 3 negle er at finde på min instagram: @dittepip

De påskede: Kyllinger i æg
Mine nyudklækkede påskekyllinger! Bortset fra ringefingeren (hvilket var lidt fail - det skulle have forestillet et revnet æg), er jeg meget tilfreds med dem - de er så søde og meget påskeagtige! 




Klassikkeren: Påskeæg
Neglene, som er at finde overalt på instagram pt skulle jeg selvfølgelig også lige prøve - og her er det kun fantasien der sætter grænser for hvilke mønstre man ønsker! Jeg brugte en lille fin pensel til at lave de forskellige mønstre. 




De utraditionelle: Kinderæg
Well ja, hvorfor ikke! Det er jo æg af chokolade, så jeg stemmer for at de hører i påskekategorien. Dette var en kæmpe udfordring for mig - bogstaverne er håndmalet med en lille pensel, og dette tog MEGET lang tid - næsten lige så lang tid som mine Nutella negle. Og helt ærligt, så er jeg langt fra tilfreds med dem, og der skal bestemt øves noget mere med den lille pensel. Men der skal jo også være noget at arbejde på til næste år!  



onsdag den 25. marts 2015

ROYAL COPENHAGEN

Jeg kan ikke være den eneste der er dybt forelsket i Royal Copenhagens fine, blå musselmalede stel. Det er et tidløst design der passer til alt og er stadig er moderne efter så mange år. Og da jeg for leden dag endelig fik købt mig en blå stamping lak, fik jeg idéen til at lave disse fine negle inspireret af det ikoniske design. Og hvor jeg dog elsker dem! De er så fine og forårsagtige, og ikke mindst nemme at lave! 


Mønsteret er fra Konad Stamping plade nr 63 og den blå lak af samme mærke. Hvis du er i tvivl hvad Stamping er for noget eller har brug for nogle tips og tricks til hvordan man bruger det har jeg tidligere lavet en indlæg omkring det som kan læses her: How To: Stamping + Tips og Tricks




fredag den 20. marts 2015

BAD LUCK

For leden dag punkterede fordækket på min cykel. Jeg befandt mig på Nørrebro og fandt derfor hurtigt en cykelsmed der kunne ordne det for mig. Imens jeg ventede på at min cykel skulle blive færdig, bevægede jeg mig lidt rundt på gaderne i Nørrebro. Jeg cykler igennem Nørrebro til og fra skole, men det gik op for mig at til trods for at jeg befinder mig her stort set hver dag, så kender jeg faktisk overhovedet ikke området. Og måske var det held i uheld af min cykel punkterede på vej hjem fra arbejde, for mens jeg gik rundt på gaderne på Nørrebro fandt jeg den mest fantastiske genbrugsbutik, ved navn Prag København. Nogle af de garvede københavnere kender den måske. Jeg har efterfølgende gjort lidt research og har fundet ud af at de både har en butik på Nørrebro og Vesterbro. Det er en fantastisk butik at træde ind i, for det har alt lige fra det der minder om Vild Med Dans kostumer til læderjakker og retrokjoler - og det var i særdeleshed sidstnævnte der fangede mit øje. 




Mange kjoler senere kom jeg ud af butikken med denne skønne sag i hånden - og hvor er jeg vild med den! Den var dog for stor til mig, men efter en nærstudering kom jeg frem til at den ville være nem at sy ind, hvilket den bestemt også var og nu sidder den som støbt! 





Som med stort set alle mine andre kjoler, skulle der selvfølgelig være matchende negle til! Jeg forsøgte mig med dette design, hvilket jeg ærligt talt ikke er helt tilfreds med - det så meget bedre ud i mit hoved! Kender I det? 






Anyways, det afholdte mig ikke fra at tage en masse billeder af både neglene og kjolen - og pæne kjoler gør mig en lille smule fjollet. 







lørdag den 14. marts 2015

HOW TO: REVERSE STAMPING



For ikke så lang tid siden lavede jeg et indlæg hvor jeg forklarede om stamping, hvilket kan læses lige her. Men der findes også en anden metode at påføre de fine stempler på ved navn "reverse stamping". Som navnet antyder, så påfører man stemplet omvendt end normalt, forstået på den måde at når man har stempelmønsteret på puden, så lægger man et lag gennemsigtig lak over, venter på at det er tørt, hvorefter man kan tage mønsteret af stempelpuden og lægge det oven på den nylakerede negl. Også denne gang har jeg lavet en lille video der illustrerer dette: 



Fordelen ved reverse stamping er at man kan lægge det meget præcist oven på neglen, hvilket nogle gange kan være svært hvis man overfører stemplet direkte fra stempelpuden og over på neglen. Desuden er der mulighed for at farvelægge mønsteret med neglelak mens det er på puden, hvilket kan give nogle meget detaljerede motiver, hvilket jeg meget snart regner med også at lave et blogindlæg om. 

Jeg har døbt disse negle "Latte Art", da jeg synes de minder vildt meget om ja, latte art (hvilket jeg btw synes er dybt fascinerende - nyt life goal!) 







#fjollefjollefjolle







lørdag den 7. marts 2015

NORMAL IS AN ILLUSION

Normal is an illusion. What is normal for the spider is chaos for the fly - Morticia Addams

Jeg købte denne kjole af to grunde: 
  1. Den var sat ned fra 900 kr til 150 kr (hvilket jo er grund nok i sig selv)
  2. Jeg føler mig som Wednesday Addams når jeg har den på. 
I tilfælde af at navnet Wednesday Addams ikke lige umiddelbart siger dig noget, kan jeg fortælle at det er den lille pige, med de ikoniske sorte fletninger og ligeledes sorte kjole i tegneserien "Familen Addams" fra 30'erne, der også efterfølgende er blevet filmatiseret. 



Hun er datter af Gomez og Morticia Addams og søster til Pugsley Addams. Som resten af familien er hun dybt fascineret af døden og alt der kan karakteriseres som makabert, og hendes yndlingsbeskæftigelse er at dømme hendes Marie Antoinettedukke til døden i hendes guillotine. 


Selvom mine mange farverige kjoler og tøsede negle ikke umiddelbart afspejler det, så er jeg stor fan af Familien Addams - både spillefilmene og tegneserierne, og jeg elskerelskerelsker Wednesday Addams. Og netop af den grund faldt jeg for denne kjole (som jeg jo selvfølgelig blev nødt til at lave nogle matchende negle til)  


Lakken er Star Nails "NP36" og mønsteret er fra konad stamping pladen m57. Hvis du er ny i negleverdenen og ikke kender til stamping, så lavede jeg sidste uge et indlæg med en "how to" samt tips og tricks som kan læses lige her. 



Den fantastiske kjole er af mærket Brinja København og er købt hos RUDE (som btw er en fantastisk butik og som jeg kun kan anbefale at tage et kig hos!)



Og uanset om man synes om Familien Addams eller ej, så tror jeg de fleste kan relatere en lille smule til Wednesday Addams en gang i mellem: 


søndag den 1. marts 2015

HOW TO: STAMPING +TIPS OG TRICKS

Som nogle af mine følgere på Instagram måske har bemærket, har jeg ofte nogle meget detaljerede mønstre på mine negle. 




Enkelte har spurgt mig om jeg sidder og laver det i hånden, og nej, det rækker mine evner slet ikke til. Jeg bruger derimod en teknik der hedder "stamping". Det er supernemt at have med at gøre, og mulighederne er uendelige! Jeg bruger et mærke der hedder Konad men MoYou er også et rigtig lækkert mærke. Da det er lidt svært at forklare med ord hvordan det fungerer har jeg lavet en video der viser det: 



Som I kan se er det dejligt nemt at have med at gøre, og ens negle ser så flotte ud! Jeg har købt mit Konad sæt på Nded.dk, det er billigt, der er hurtig levering og man er sikker på at få den rigtige vare. 
Men men men, inden du kaster dig ud i det er her lige et par tricks, der gør det hele lidt nemmere (jeg har formået at begå ALLE de nedenstående fejl) 

  • HUSK at fjern det tynde stykke plastic der evt. skulle sidde oven på metalpladen når du køber den (tro mig, første gang sad jeg og bandede alt for meget over at skidtet bare ikke ville sidde fast - og så bliver man lidt forlegen når man finder det tynde stykke plastic...) 
  • Brug Konads Speciallakker. Man kan også godt bruge almindelig neglelak, men du får klart det skarpeste og tydeligste resultat ved at bruge speciallakkerne. Speciallakkerne er meget tykke og kan derfor ikke bruges som almindelige lakker, da de vil være 100 år om at tørre. 
  • Du skal være hurtig! Hvis du venter for længe med at samle stemplet op med stempelpuden og få det over på neglen, risikerer du at det ikke er hele mønsteret der kommer på neglen, da det simpelthen er nået at tørre. 
  • Hvis du stadig har problemer med at samle stemplet op, kan det være en idé at buffe stempelpuden let med en fil. 
  • Rengør både stempelpude, stempelplade og skraberen med en vatrondell med lidt acetone på efter hver gang du har lavet et stempel. Det kan måske virke lidt omfattende, men det sikrer det bedste resultat. Og du kan sagtens bruge den samme vatrondell. 
  • Sørg altid for at der er et tørt lag lak på neglen inden du stempler - hvis ikke der er det vil mønsteret tværres fuldstændigt ud når du kommer topcoat på.
  • ... Hvilket bringer mig til det sidste punkt: Husk altid topcoat til sidst (dette gælder faktisk også ved almindelig neglelak). Det gør holdbarheden meget længere. 
Jeg har lige fået nye plader ind af døren, hvor der bl.a. var et design med dogtooth mønster, og det passer perfekt til min gule kjole, der har præcis det samme mønster, hvilket jeg er helt oppe at køre over! (det er de små glæder her i livet). Pladen hedder forresten M63 og den lækre gule lak er OPI - I Just Can't Cope-acabana hvis nogen skulle være interesserede.