mandag den 26. september 2016

PRESSEEVENT - DEPEND PERFECT EYE


Som nogen måske har set på min instagram og facebook, så var jeg I torsdags inviteret til et presseevent med Depend Cosmetic i forbindelse med lanceringen af deres nye Perfect Eye kollektion. Jeg glædede mig som et lille barn til juleaften, dels fordi events med Depend altid plejer at være så hyggelige, dels fordi jeg skulle se/gense alle de dejlige lakdamer. 

Der går ikke en dag i mit liv uden vintage tøj og valget af kjole var også åbenlyst, da jeg få dage forinden havde modtaget mine 4 "nye" start 60'er kjoler samt et headpiece og selvfølgelig kunne jeg ikke vente med at tage dem i brug! Valget faldt på denne skønne grønne sag med et mønster af blå og grønne blomster og blade, bådudskæring samt et fint diamantspænde foran. For at toppe looket af tilføjede jeg det headpiece af grønne fjer jeg også havde købt med. 











Neglene skulle selvfølgelig matche, og jeg endte med at få lavet dette mønster med stamping, sluttet af med et lille glittende klistermærke på ringefingeren, selvfølgelig fra Depend. 





Jeg mødtes med de andre lakdamer på Kgs. Nytorv og sammen fulgtes vi ad til Admiral Hotel, hvor vi blev budt velkommen med et glas champagne. Herefter var der sørget for lækker buffet til os, som blev sluttet af med de sødeste minicupcakes med glimmer og Perfect Eye logoet - så gennemført! 







Da vi havde fået stillet sulten var det tid til at få introduceret alle de nye bryn- og vippeprodukter, Depend snart får sat i butikkerne - alt sammen demonstreret af make up artister på storskærm så vi rigtigt kunne følge med i den korrekte anvendelse af produkterne. Ud over deres vippe- og øjenbrynsfarve, samt kunstige vipper, kommer der også øjenbrynspensler- og pomade i alverdens farver, concealer, voks til brynene, lækre pensler, børster og meget meget andet. Efter introduktionen fik vi lov til at gå rundt og  lege med produkterne selv, snakke med make up artisterne og få en dybere kendskab til alle de mange lækre produkter. 





Det er ingen hemmelighed at jeg faktisk aldrig rigtig har gjort særligt meget ud af mine bryn, udover at plukke dem lidt, men efter dette event, har jeg fået blod på tanden og er allerede igang med at lege med alle de nye produkter vi fik med hjem og jeg synes faktisk at det er rigtig nemt og ligetil, og uden tvivl noget jeg skal dykke længere ned i. 



onsdag den 21. september 2016

BLUE SKIES

Kjole og taske: Genbrug // Sko: Jumex // Fascinator: Hjemmelavet
Endnu en genbrugskjole har fundet vej til mit klædeskab! Og det er en af de skønneste af slagsen. Denne blå sag med den flotte krave og fine små ærmer fandt jeg i Røde Kors i Holbæk, og var ikke et øjeblik i tvivl om den skulle med mig hjem. Desuden har den passet perfekt til det lune efterårsvejr vi har haft er i september, så den er blevet flittigt brugt. 






Jeg elsker at shoppe i genbrugsbutikker, dels fordi man finder noget som man ikke kan finde alle andre butikker, og dels fordi jeg godt kan lide at gøre op med vores "brug og smid væk" kultur. Selv har jeg lige afleveret to store sække med tøj til min lokale genbrug efter min årlige oprydning i tøjskabet - når man køber så meget tøj som jeg gør, skal der jo også noget ud igen! Og så er prisen også helt fantastisk når man er studerende på SU. 

Fascinatoren er en jeg selv har kreeret af gamle lysmanchetter, ligeledes fra genbrug, lidt fjer og et par hårspænder samt lidt smykkeperler jeg havde liggende. "Basen" er købt på ebay





Neglene dertil var noget af en udfordring, både med hensyn til mønster og farve, og det tog mig 4 forsøg med forskellige kombinationer af farve og mønster før jeg til sidst ramte dette, som jeg blev tilfreds med. Basen er Depends 7Day 048 stampet med H&Ms skønne blå lak, Lapis Lazuli. Mønsteret er fra héhés Slytherin plade fra deres Harry Potter kollektion. 






Apropros genbrug, så går der heller ikke længe før Røde Kors magasinet STIL kommer på gaden, som jeg i foråret var inde og få taget billeder til - jeg har endnu ikke selv set billederne og så jeg er virkelig spændt på dem! Jeg skal nok holde jer opdateret omkring det på min facebookside Dittepip og min instagram @dittepip

torsdag den 15. september 2016

COPENHAGEN TWEED RIDE 2016

Lørdag d. 10. september var det endelig tid til at finde tweed tøjet frem fra skabet, smøre cyklen og pudse lommelærken - det var nemlig tid til årets Tweed Ride! Tweed Ride, er et arrangement der slår sig at på at være Danmarks mest stilfulde cykelløb, der kører for god stil på cykelstien - og det er i mere end én forstand! Kort sagt går arrangementet ud på at vi cykler rundt i Københavns gader iført vores bedste tweed- eller vintagetøj, med enkelte stop hvor man kan indtage sin medbragte frokost, champagne og i dette tilfælde, Gin&Tonics. 

Normalt når Tweed Ride afholdes i midten af september, plejer vejrudsigten at sige 14 grader og overskyet, hvilket er perfekt tweed vejr, men i år stod der altså 24 grader og høj solskin, så tweeden blev for manges vedkommende skiftet ud med smukke sommerkjoler og fine sommerhatte. Jeg var dog stædig og holdt fast i mit planlagte outfit, med bukser i 40'er stil, hvid skjorte, tweed jakke, t-strap sko, butterfly og barret. Alt er købt i diverse genbrugsbutikker, med undtagelse af butterflyen, der er fra Asos. 




Intet outfit, uden matchende negle til! Jeg havde selvfølgelig lavet negle passende til dagens tema, med tweed og en lille håndmalet væltepeter på hver ringfinger. 


Så drog vi ellers ud på vores cykler i Københavns gader, hvor vi blev mødt med smil, vink og store øjne, da vores yderst velklædte optog kom kørende. Og må man tilføje at vi for et øjeblik var en større turistattraktion end selveste Den Lille Havfrue. 


Foto: Lilian Jørgensen


Foto: Maiken Kildegaard
Første stop blev ved Gefionspringvandet, hvor det obligatoriske gruppebillede blev taget - med stort publikum på, bestående af de mange turister, der vist fik nogle lidt anderledes feriebilleder.


Foto: Janek Mastek
Efter et par timers cykeltur, gjorde vi så stop ved Enghave Parken, hvor det var tid til at finde picnic kurvene frem, stille kageetageren op og poppe champagnen. Hendricks Gin, der var en af sponsorene til årets Tweed Ride, stillede op med en bar hvor de delte ud af de skønneste drinks bestående af gin, ingefær og citron. Under frokosten kunne man underholde sig med at spille "Cap a Pidgeon"/"Kast hatten på duen", forsøge sig med at køre på væltepeter, samt udfylde stemmesedlerne der skulle afgøre dagens konkurrencer i bl.a. kategorierne "Bedst Klædte Herre"; Bedst Klædte Dame", "Bedste Skæg", "Bedste Frisure" og "Flotteste Hovedbeklædning". 















Da vi alle var mætte og flaskerne tomme, fortsatte vi vores tur videre rundt, som vi til sidst afsluttede på Alleenberg på Frederiksberg, hvor der var gin&tonics parat til os, skøn live musik og uddeling af præmier fra dagens konkurrencer. Da mørket sænkede sig, endte vi, traditionen tro, med at bevæge os indendørs på Vinstue 90, til en sidste øl, og en snak om dagen der var gået. 







Det var, som altid, en fornøjelse at tilbringe en hel dag i selskab med alle disse skønne mennesker, og jeg glæder mig allerede helt vildt til næste års Tweed Ride, der finder sted d. 9. september 2017! Hvis du i dette oplæg, skulle have fået blod på tanden, så smut ind på facebook og giv Copenhagen Tweed Ride et like - så kan du følge med i alle de arrangementer de stiller på benene.