lørdag den 31. august 2013

KNYT!


Hvem husker ikke de utallige nøgleringe man knyttede i regnbuens farver nede i SFO'en da man var lille? Jeg har i hvertfald siddet mange eftermiddage og masseproduceret dem til julegaver, fødselsdagsgaver og til alle de folk jeg ellers syntes manglede en nøglering. Og her for et stykke tid siden da jeg var på et lille kursus med mit arbejde, fik jeg genopfrisket knytningens kunst, og det satte en masse idéer igang i mit lille hoved. For hvis man fjerner de farverige knyttesnore og erstatter dem med lædersnører og tilføjer et par flotte perler, så har man faktisk et rigtig fint armbånd - og kun fantasien sætter grænser for de uendelige muligheder der er med de forskellige kombinationer af tykkelse, materiale og farver af både perler og snor. Og så ser resultatet ser faktisk ret professionelt ud! 

Men hvis man kan huske hvordan man sad til håndarbejde i 5 klasse og knyttede nøgleringe, så kan man også huske hvor besværligt det var. Det var noget med en snor rundt om et bordben, og derefter hele vejen rundt om maven og en lille træklods specialfremstillet i sjøjdlokalet til at holde det hele sammen. Det er jo ikke umiddelbart lige noget man giver sig i kast med sådan en søndag eftermiddag. Men det er der råd for! Hvis man anskaffer sig et hårdt skriveunderlag med en stor klemme foroven, der normalt bruges til at holde A4 papirer fast, er det hele pludseligt meget nemmere at have med at gøre. Plus man kan lade det ligge og vende tilbage til det som man vil - smart! 

Du skal bruge: 
  • Skriveunderlag med klemme (kan købes hos boghandleren til omkring en 50'er)
  • Lille klemme til at holde snoren fast for neden
  • Knyttesnor, lædersnor eller nylonsnor
  • Sekundlim
  • Saks
  • Perler

Start med at måle et stykke snor som er ca dobbelt så lang som længden på skriveunderlaget (helst længere). Find midten og lav en lille løkke og sæt løkken fast under klemmen for oven. Tag enderne fra snoren og sæt dem fast med klemmen for neden af skriveunderlaget. Klip nu et langt stykke snor og læg den dobbelt (og det skal være virkelig langt. Helt præcist hvor langt er svært at vurdere, men en god armslængde gange to er en god hovedregel at gå efter). Sæt midten fast under den store klemme for oven, samme sted som den forrige snor. Så skulle det gerne se således ud:




Tag nu den venstre lange snor og kryds over de to snore i midten, så det danner et 4-tal som vist på billedet for neden (sæt evt en lille klat farverig neglelak for enden af den venstre snor. På den måde ved du at det altid er den du skal lave 4-tallet med, og du glemmer ikke hvad det er for en side du nu er nået til. Og det sker tit!)



Tag nu den højre snor (den UDEN neglelakken) og før den over den venstre snor og derefter under de to tykke snore i midten og til sidst op i gennem 4-tallet.




Træk til i både den højre og venstre snor på samme tid.


Stram til for oven og TAADAA - den første knude er nu lavet! Hvis man knytter med lædersnor skal man passe på ikke at trække for hårdt til - for så knækker snoren (tro mig jeg taler af erfaring. Det er eddermanme surt at sidde med et halvvejs færdigt armbånd og så knække snoren). Hvis det er nylonsnor strammer man bare til så meget man lyster og jo strammere, jo bedre.


Nu skal man gøre nøjagtigt det samme, blot modsat. Snoren med neglelakken skal ind over de to snore i midten som et 4-tal.





Snoren uden neglelakken skal over snoren med neglelakken, under de to snore i midten og op igennem 4-tallet. Så trækker man til og begynder forfra til den anden side igen. 


Hvis man vil have perler på kan man sætte dem på de to snore i midten inden man sætter klemme på. Så trækker man én perle op, knytter et vist antal gange, trækker en ny perle op, knytter igen osv. Her er kombinationerne uendelige, og man kan selv vælge om man vil have mange eller få knuder mellem perlerne, hvor mange perler osv. 





 Til slut tager man armbåndet af skriveunderlaget og måler om det passer. Så limes begge ender med sekundlim, overskydende snor klippes af når limen er tør og den sidste perle man satte på presses gennem løkken i den anden ende, så den låser.




Her et armbånd jeg lavede med dødningehoveder:


Man kan også vælge at nøjes med at knytte nogle perler på i midten af arbåndet, hvilket også ser rigtig fint ud!








Less is more. Armbåndet bliver også fint og simpelt hvis man helt fjerner perlerne. Så binder man blot en knude til sidst som lige præcis er stor nok til at komme igennem løkken i den anden ende og så kommer det til at se således ud: 




En helt tredje mulighed er at sætte perlerne på den snor man knytter med i stedet for snoren i midten. Hvis man knytter et ulige antal gange mellem perlerne kommer de til at sidde skiftevis på hver sin side af snoren, og hvis man knytter et lige antalt gange mellem perlerne kommer de til at sidde på samme side af snoren. Her lavede jeg et armbånd med 3 knyt mellem hver perle jeg satte på:




Der er også en anden - og lettere måde at knytte på. Det var en teknik jeg først lærte her for kort tid siden, men den er rigtig fin, og det er noget alle kan være med på uden de store problemer - og resultatet er stadig rigtig godt!

Sæt en snor, som er lagt dobbelt i klemme ligesom ved den første armbånd. Sæt derefter kun én lang snor i klemme samme sted (Og snoren skal være ufatteligt lang - specielt hvis man, som jeg gør her, knytter uden perler på!)





Så skal den lange snor nu bare slange sig fra side til side, mellem de to snore. Sørg for at stramme godt til og husk hele tiden at presse det sammen. Hvis man vil have perler på, skal man sætte dem på den lange snor, hver gang man går til højre - dvs hver anden gang man fletter snoren gennem de to snore i midten. 




Til slut satte jeg en perle på, lavede en knude, kom sekundlim på enderne og pressede perlen igennem løkken for oven og armbåndet var færdigt!





Hvis man kommer perler på, ser det således ud - og her kan resultatet virkelig blive forskelligt afhængig af hvilke perler og snore man bruger!




Man kan også lave armbåndet så langt at det kan nå 2 gange rundt, hvilket også er virkelig flot:


onsdag den 21. august 2013

SKAKMAT


Sidste uge da jeg var på arbejde i SFO'en tilbragte jeg en del tid inde i 'Krea' med at stryge hundredevis af perleplader. Og for at være helt ærlig, så er de små, farverige plastikperler alt for undervurderede i min verden, for anvendelsesmulighederne er jo uendelige! Jeg tør bestemt godt love at det her ikke bliver mit sidste indlæg om perler, for jeg har så mange gode idéer oppe i ærmet. Udover at stryge normale perleplader, laver vi henne i SFO'en også små skåle ud af dem, ved at mase dem ned over en kop, lige efter strygning mens de stadig er varme. Det satte mine tanker igang, og hvis man nu lavede et enkelt mønster i nogle fede farver og i stedet for en kop, pressede dem ned over fyrfadslys, kunne man lave de fedeste lysestager. Så da jeg kom hjem fra arbejde fandt jeg vores egen kasse med perler frem og gik igang med at føre min idé ud i virkeligheden.



Man skal bruge:
  • Perler
  • Perleplader
  • Fyrfadslys
  • Strygejern og strygebræt
  • Bagepapir
Start med at vælge nogle farver ud, og lav et fint mønster. Jeg valgte at bruge en firkant som form, men man kunne også sagtens have brugt en cirkel, en sekskant eller sågar en stjerne. Jeg lavede et klassisk skakternet mønster i sort og hvid, men kun fantasien sætter grænser for hvilke farver og mønstre man laver.

Min firkant, som skulle passe til et fyrfadslys, målte 18x18 rækker af perler.

Derefter gik jeg op for at stryge min perleplade og husk for Guds skyld bagepapir mellem perlepladen og strygejernet! Sæt strygejernet på den højest mulige temperatur, for perlepladen skal være meget varm for at man kan bøje den, ellers knækker den når man presser den ned over fyrfadslyset. 


Når perlepladen er strøget godt og grundigt på begge sider, fjerner man bagepapiret og vender den over fyrfadslyset i et snuptag. Samtidig skal man huske at sørge for at fyrfadslyset er nogenlunde i midten af perlepladen. Husk på at perlepladen er ekstremt varm, så det kan være en fordel at have noget køkkenrulle liggende ved siden af som man kan holde på, mens man presser perlepladen ned over fyrfadslyset (det gjorde pænt avs da jeg gjorde det uden køkkenrulle som billedet nedenunder viser).


Når perlepladen er nogenlunde kold, vender man den om og vupti - en fin lysestage









søndag den 11. august 2013

SHE WHO LEAVES A TRAIL OF GLITTER IS NEVER FORGOTTEN

Ja. Jeg kan godt lide sko. Og jeg har rigtig mange af dem. Deriblandt også en del gamle, slidte, eller generelt bare kedelige og normale stilletter, som jeg desværre sjældent får brugt, netop fordi de er så uinspirerende og ordinære, men det skulle der idag laves om på! 
Jeg tog et par almindelige hvide og sorte stilletter med en tur i kælderen, og projekt pimp dine stilletter var sat igang!

Fremgangsmåden er utroligt enkel og kræver meget få materialer og ikke særlig meget tid.

Du skal bruge:


  • Et par stilletter
  • Glimmer
  • Decopagelak (eller almindelig gennemsigtig lim)
  • Pensel


Først valgte jeg hvilken farve glimmer jeg ville have til hvilke sko, tjekkede at jeg havde nok, og hældte jeg det op i en lille bøtte. 


Så malede jeg decopache-lak på det valgte område (dette tilfælde hælen. Man kunne også sagtensgøre det på snuden af skoen)



Og til sidst dryssede jeg glimmer på med en lille bred pensel, duppede det let så det sad fast og taadaaa - det færdige resultat:







Jeg lavede også mine hvide stilletter med sneglimmer  på hælen (jeg havde desværre ikke mere sølv). Det ses dog ikke så godt på billederne, men det ser pivgodt ud i virkeligheden