tirsdag den 28. april 2015

RETRO DRESSES - WHERE TO BUY?

Jeg er kæmpe fan af 50'er/60'er inspirerede kjoler og jeg går i kjole stort set hver dag. Et af de hyppigste spørgsmål jeg får, både her på bloggen og på instagram men også af venner og bekendte er: Hvor køber du dine kjoler henne? Jeg har derfor lavet en oversigt over mine yndlings butikker her i københavn og mine yndlings hjemmesidder jeg oftest køber fra. Jeg er efterhånden blevet så teknologisk ferm til blogger at jeg har en lille ekstra gadget til jer i ærmet (som jeg er meget stolt over - forventer høje klapsalver): Klik på overskrifterne og så åbnes der en ny fane med den respektive hjemmeside til butikkerne. Taadaaa! 

Inden vi kommer til selve listen vil jeg lige understrege at jeg generelt er meget nøjsom - og selvom min kjolesamling ikke umiddelbart afspejler det, så bruger jeg få penge på tøj. Dette skyldes to ting: 
  1. Jeg køber stort set kun ting på udsalg - Der er næsten gået sport i det for mig. Jeg elsker at finde den rette kjole til den rette pris og jeg kan bruge LANG tid på at lede efter den. Og hvis den koster mere end jeg vil give, køber jeg den simpelthen ikke. Det dyreste stykke tøj jeg har er min Hell Bunny kjole til 500 kr, som vist herunder. Den er jeg så til gengæld også RIGTIG glad for!
  2. Jeg går rigtig tit i genbrugsforretninger og på loppemarkeder. Det er langt fra er hver gang jeg finder noget, men når jeg så endelig gør er det som at finde en skattekiste. Jeg synes det er fantastisk sjovt at "gå på jagt" efter gode ting til en billig pris, både på nettet og i fysiske butikker. 
Min højt elskede Hell Bunny kjole!

Til trods for at jeg kun har boet godt et år i København nu, så har jeg allerede fundet mig en del yndlingsbutikker (jeg har mine prioriteringer i orden). Så her kommer en liste over kjolebutikker i København som jeg helt sikkert synes at du skulle kigge nærmere på: 

Christabellas har et fantastisk udvalg af retrokjoler og alt hvad der hører til! De har to fysiske butikker; én på Frederiksberg og én i Maribo. Selvom man også kan bestille kjolerne hjem via deres hjemmeside, så vil jeg klart anbefale at tage ind i én af deres butikker - det er bare noget andet at se kjolerne i virkeligheden og røre ved stoffet! 


Christabellas hjemmeside


Sneaky Fox er en butik jeg elsker at tage ind og kigge i. Den ligger på Studiestræde og er ikke særlig stor, men har et bredt udvalg ad de mest fantastiske kjoler, jeg længe har set! Udover kjoler, så har de specialiseret sig i at lave de sødeste strømper og strømpebukser, som jeg er fuldstændig vild med! Priserne afspejler også at det er kvalitetskjoler, men hvis man er opmærksom på tilbud og udsalg kan man godt være heldig at gøre et godt fund til en pris der er til at betale selvom man er på s.u. 

Sneaky Fox' butik på Studiestræde

Sneaky Fox' butik på Studiestræde

Mondo Kaos har et bredt udvalg af 40'er-50'er-60'er inspirerede kjoler og fører bl.a. mærkerne Hell Bunny og Tara Starlet, som er to af mine yndlingsmærker. Det er en lille sød kælderbutik på Nørrebro, og nogle gange holder de også håropsætningskurser, hvor man kan lære at style sit hår så det passer til de smukke retro inspirerede kjoler. Ligesom Chistabellas har de også en hjemmeside man kan handle fra, hvis man ikke har mulighed for at tage derind. De har lige holdt udsalg derinde, hvor mange af kjolerne var sat gevaldigt ned og her kunne man virkelig gøre sig et fund! 

Mondo Kaos' butik på Nørrebro
Prag København er en af mine favorit genbrugsbutikker. De har to butikker i København, én på Nørrebro og én på Vesterbro. Indtil videre har jeg dog kun besøgt den på Nørrebro, da det er der jeg oftest kommer. Det er en stor butik, hvor kjolerne er opdelt efter hvilket årti de er fra - så jeg kan gå direkte efter mine elskede 50'er/60'er kjoler så snart jeg træder ind! Udover 50'er og 60'er kjoler er der også kjoler fra 70'erne og 80'erne, og selvom det sjældent er noget jeg går efter, så nyder jeg at gå rundt og kigge på dem alligevel. Priserne varierer fra omkring 200 kr og op til de 600-700 kr, så normale genbrugspriser er det ikke, men til gengæld får man noget helt unikt. Jeg har bl.a. købt denne fantastiske kjole derinde, til den nette sum af 200 kr: 


Prag København på Nørrebro

Denne butik var faktisk en min kæreste trak mig med ind i, da han mente at det ville være noget lige for mig - og det var det! Wasteland er, ligesom Prag København, en genbrugsbutik lidt ud over det sædvanlige. Den ligger på Studiestræde og har både herre og dametøj.  Udover deres mange fantastiske kjoler, der for det meste består af shirtdresses, så har de også baseballjakker, læderjakker, hatte og meget andet. Priserne for en kjole ligger på omkring 200-300 kr, og jeg gav omkring 250 kr for denne 50'er kjole, som jeg synes er helt fantastisk, både i mønsteret og i farverne! 


Wastelands butik på Studeistræde

Sjov historie om hvordan jeg opdagede RUDE Store: Jeg kørte i bus og sad og kiggede ud af vinduet hvor jeg ser en butik med de mest fantastiske kjoler i vinduet, og tilmed var ordene "Ophørsudsalg" klistret hen over butiksruden. Det er sådan noget der kan få en pige til at trykke på stop-knappen i bussen med det samme! Så jeg stod af ved det næste stoppested og gik tilbage til butikken, hvor jeg fandt nedenstående kjole, som jeg bare ELSKER! De har nu flyttet lokation og befinder sig på Istedgade og Frederiksborggade, og er klart et besøg værd! De har desuden også de sødeste crop-tops og matchende højtaljede shorts, perfekt til sommer. 



Som tidligere nævnt, så kigger jeg også rigtig tit efter tøj på internettet og her kommer en liste med mine absolut yndlingshjemmesider:

Collectif Clothing er en britisk hjemmeside, der specialiserer sig i at lave 40'er og 50'er inspireret tøj til kvinder. Det er bl.a. her jeg har købt min blå og hvidprikkede kjole jeg viste frem i blogindlægget omkring Half Moon Manicure. I og med hjemmesiden er britisk er fragten også relativt billig - ca. 50 kr skal man af med. Jeg lærte hjemmesiden at kende gennem en af mine yndlingsbloggere FullerFigureFullerBust som anbefalede deres kjoler - og åh gud hvor er jeg taknemmelig for det!  

Min blå- og hvidprikkede kjole fra Collectif Clothing


Collectif Clothings hjemmeside


Pin Up Girl Clothing - eller PUG som det også ofte forkortes til - er en amerikansk hjemmeside med (som navnet antyder) Pin Up Girl inspireret tøj. De har alt lige fra kjoler, smykker og badetøj og fører mærker som Pinup Couture og Deadly Dames. Priserne derinde er lidt spicy og så skal man regne med at fragten kommer til at koste en del da det skal sendes fra USA + man kan risikere at der kommer told på. Men engang i mellem holder de udsalg derinde og så skal man slå til! Det gjorde jeg og jeg fik denne fantastiske Harlequinn Dress som jeg har gået og kigget på længe, til den nætte sum af 400 kr inkl. fragt. I'm in love! 

Min smukkesmukke Harlequinn Kjole fra Pin Up Girl Clothing

Pin Up Girl Clothings hjemmeside



Endnu en fantastisk butik med fantastiske kjoler! Desværre er minusset her igen fragten - det er en ligeledes amerikansk hjemmeside, hvilket vil sige at fragten koster KASSEN + man kan risikerer at der kommer told på. Men igen: Hold øje med udsalg og rabatkoder, for så kan det altså godt betale sig! Hvis der er nogle der følger med i tv-serien "New Girl", så kan jeg btw informere om at det er her langt de fleste af Jess' kjoler er fra - og vi ved jo godt at vi alle sidder og savler over de fantastisk søde kjoler Zooey Deschannel bærer i afsnit efter afsnit (Eller også er det bare mig... Det er nok bare mit savl). 

Mod Cloths hjemmeside


Zooey Deschannel som Jessica Day i "New Girl" iført fine kjoler fra Mod Cloth

Håber dette lille overblik gav inspiration til jeres næste kjolekøb! 

3 kommentarer:

  1. Du lyder som en der ikke må misse 50'er festen i Vega her d. 16 Maj - :) Elsker selv stilen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er på en eller anden måde gået min næse forbi, men har lige googlet det, og lyder helt fantastisk! Tak for tippet :)

      Slet
  2. Iiih hvor er de lækre dine kjoler. Jeg mangler lidt alle de butikker der, så man kunne købe lækkert brugt.. Der findes ikke så mange lige her i nærheden...

    SvarSlet