søndag den 2. september 2018

Hvordan kommer jeg i gang med at gå i vintagetøj?

En ting jeg rigtig ofte hører folk sige til mig, når de kommenterer på mit tøj, er “Jeg ville ønske at jeg kunne gå klædt i sådan noget! Men det kan jeg jo ikke”. Sådan tænkte jeg også selv i starten, når jeg sad og sukkede over de flotte kjoler i gamle film, og den dag i dag går jeg altid klædt som en husmor fra 50’erne. Baseret på mine egne erfaringer, har jeg her skrevet et lille indlæg med de kommentarer jeg ofte hører folk sige.


“Jeg har ikke figuren til det”
Nogle begrunder det med, at de ikke har figuren til det. Til det har jeg én ting at sige: Vintage tøj klæder ALLE. Jeg har endnu ikke mødt en person, det ikke klædte, og om det er selve tøjet, eller den udstråling, der for de flestes vedkommende følger med, når man kommer i en vintage kjole ved jeg ikke. Der findes mange forskellige årtier at lade sig inspirere fra, og du kan finde lige netop det årti, du føler dig bedst tilpas i. Desuden har rigtig meget vintagetøj, specielt 1950’erne, fokus på de kvindelige former, og fremhæver ofte det smalleste punkt på din torso, nemlig taljen, og får den til at fremstå mindre. Vintage tøj i større størrelser, kan være svært at finde, da man generelt var mindre dengang - både i højde og drøjde. Men rolig, derfor kan man sagtens have en vintagestil, hvilket bringer mig videre til mit næste punkt, nemlig repro tøj.



"Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde"
Ofte virker det uoverskueligt for folk at gå i gang med at finde vintage tøj. Hvordan reparerer man det? Hvordan vasker man det? Er det overhovedet en stil for mig? Her kommer repro tøj ind i billedet. Repro er nyt tøj, der er fremstillet i dag, men som ligner, at det er fra dengang. Der er efterhånden skudt en del repro butikker op, og udvalget bliver større og større. Fordelen ved repro, er at det ikke kræver samme vedligeholdelse som vintage. Det er lavet i moderne materialer, og den samme kjole findes i mange forskellige størrelser, modsat vintage tøj, hvor der kun er den ene kjole i den ene størrelse. Hvis man er interesseret i vintagestilen, men ikke helt ved hvordan man skal gribe den an, vil jeg foreslå at man begynder med repro tøj. Køb et par kjoler, hav dem på til fest eller lignende og mærk efter om det er dig. Hvis ikke, kan kjolerne altid sælges videre. Der findes en del fysiske butikker i Danmark, der sælger repro - bl.a. Mondo Kaos, Tuxer Retro, A Touch of Vintage, Rockahula og Rude Store. Af online sider, kan jeg anbefale Collectif Clothing, LindyBop og Top Vintage.


Billedet indeholder sandsynligvis: Ditte Jochumsen Emsholm, sidder
Repro kjole af mærket Stop Staring


“Jeg ved ikke hvor man køber vintagetøj henne”
Da jeg begyndte at gå i vintagetøj, kendte jeg ikke mange mennesker inden for miljøet, og derfor blev google hurtigt min bedste ven. Her fandt jeg den fantastiske hjemmeside etsy.com, som er en slags online loppemarked, for folk over hele verden. Der er en del små designere der sælger deres hjemmelavede smykker, tøj, tasker osv, men der er også mange vintagesælgere derinde. Søg f.eks. på “1950’s dress” og under location skriv “europe” og hak feltet “vintage” af. Så er det ellers bare at bladre igennem de endeløse rækker af fine kjoler. Man kan også gøre samme trick på ebay. Og så er der en del facebook grupper, hvoraf min yndlings er “Ooh La La! 1920-1962 Vintage Hive Mind”, hvor folk fra hele verden sælger ud af deres vintagetøj.


Af fysiske butikker, kender jeg hovedsageligt dem i København. A Touch Of Vintage, Episode, Prag København, Audrey Vintage, Carmen Copenhagen for blot for at nævne nogle få. Og i Århus ligger Vintage Divine.


Én gang om året holder vintageblogger Pia Storm vintagemessen København Vintage i VEGA. Her kommer sælgere fra hele landet til, med deres stande fyldt med lækkert vintage tøj, smykker, hatte og accesories. Det kan uden tvivl anbefales at tage til!




Billedet indeholder sandsynligvis: 3 personer, folk, der står

“Hvordan kender jeg min størrelse?”
Når det kommer til vintagetøj, skal du altid gå efter dine mål, aldrig størrelsen. Hvad der tidligere var en str. 40 er ikke det samme som en str. 40 i dag, så du kan ikke regne med det. Desuden er der sjældent størrelser i vintagetøj, så frem med målebåndet, og mål din barm, talje og hofte og gå efter de mål: Hav evt. et målebånd med i tasken, hvis du går i fysiske butikker - så kan du hurtigt tjekke om du kan være i kjolen, inden du står og maser dig ned i den i prøverummet.




Billedet indeholder sandsynligvis: 1 person, smiler
Foto: Tina Christensen
“Det er for dyrt”
Dette udsagn er nok en af de største skrøner. Nej, du kan ikke gå ned og hapse en vintagekjole fra stativet, i din størrelse og perfekt stand til 100 kr, på samme måde som når du handler i H&M, men hvis man er villig til at lægge lidt tid i at søge efter det, samt er lidt ferm på fingrene, kan man komme langt. Hvis du skal ud og have en vintagekjole i tip top stand, renset, repareret og klar til brug, skal du for det meste op og give omkring 700 kr - plus/minus. Det afhænger selvfølgelig meget af alderen, standen, om det er en hverdagskjole eller fest kjole, detaljerne, mærket osv. Hvis man er lidt fiks på fingrene, og kan sy en ny lynlås i, ri nogle sting der er gået op og bruger en god sjat tid på den førnævnte hjemmeside etsy, kan man sagtens finde nogle fine kjoler, til omkring 150 - 300 kr, som trænger til en kærlig hånd. Desuden er materialerne og detaljerne, bare en helt anden kvalitet end det tøj, der bliver produceret i dag, hvilket gør det til noget helt specielt.


Jeg håber at disse råd, kan være med til at I tør tage springet, og omgive jer med underskørter, hatte og rød læbestift - omend det er til hverdag, eller kun ved festlige lejligheder. Hvis I har flere spørgsmål, skal I være velkomne til at skrive til mig på min instagram Dittepip.



1 kommentar:

  1. Skønt skriv, der rammer plet. Det vil jeg give videre til interesserede fremover. Tak for det, Ditte. :)

    SvarSlet