Ja, jeg er en Harry Potter nørd. Eller, som det hedder på fagsprog, et Potterhead. Det har jeg været lige siden jeg var syv år gammel. Jeg kan huske at jeg fik de første to bøger foræret, uden at have den fjerneste anelse om hvad det var for noget. På daværende tidspunkt var de eneste bøger jeg havde læst "Det Lille Hus På Prærien" samt utallige Jumbobøger, så fantasy-genren var ikke noget jeg tidligere havde stiftet bekendtskab med. Men det blev der lavet om på den dag jeg fik "Harry Potter Og De Vises Sten" i hænderne.
Jeg har altid været en rimelig habil læser, og var hurtig til at lære og læse. Men Harry Potter var en udfordring for en lille pige på syv, og når ord som "Quidditch" og "Densaugeo" skulle udtales, tyede jeg selvfølgelig til min mor - som jo heller ikke havde den fjerneste anelse om hvordan disse mystiske ord skulle udtales, så jeg opfandt i stedet min egen måde at udtale dem på (og fik et chok da jeg så filmen og fandt ud af at hele min magiske verdensopfattelse var forkert).
Man kunne måske fristes til at tro at jeg op gennem mine teenage år ville lægge historierne om troldmænd og hekse og andre magiske væsner fra mig, men nej. De har fulgt mig uafbrudt lige siden jeg slog op på side 1 i De Vises Sten, og vil højst sandsynligt gøre det resten af mit liv. Bøgerne er blevet læst igen og igen, både på dansk og på engelsk. Enkelte sider er ved at falde ud, flere er blevet tapet fast igen og man kan tydeligt spotte hvor mine højt elskede karakterer dør, blot ved at bladre bøgerne hurtigt igennem, for siderne er nemlig fuldstændigt krøllede af alle de salte tårer der er faldet under læsningen.
Jeg er vokset op sammen med de tre hovedpersoner, i bogstaveligste forstand. Da jeg begyndte på serien var jeg syv år og Harry, Ron og Hermione var i bogen 11 år. Ikke alle bøgerne var udkommet på daværende tidspunkt, og jeg var derfor nødsaget til at vente i hvad der føltes som en evighed på at den næste bog i rækken udkom, og havde dermed den fantastiske oplevelse af at vokse op sammen med dem. Da jeg begyndte på serien var jeg et barn, på lige fod med de tre hovedpersoner og ved seriens slutning var jeg teenager og på vej ind i voksenverdenen præcis lige som Harry, Ron og Hermione. Dette var en meget speciel oplevelse - en oplevelse som jeg højst sandsynligt aldrig får igen, og derfor værdsætter meget højt.
Nogle vil måske sidde derude og synes at jeg er mærkelig. Til dem har jeg blot én ting at sige:
Det er jo bare en historie om en dreng og en tryllestav, det gode versus det onde, noget man har set så mange gange før. For mig er det meget mere end det. Bøgerne lærer os om tolerance mod folk der er anderledes end os selv, de lærer os at være i stand til at stå op for vores egne værdier selvom alle odds er imod os, og de lærer os at man ikke altid skal skue hunden på hårene og at dem vi først troede så ondt om i virkeligheden er heltene. Eller omvendt.
Ydermere viser flere studier at børn der har haft Harry Potter børgerne på skoleskemaet udviser større tolerance og empati overfor minioritetsgrupper som f.eks. homoseksuelle eller flygtninge, end dem som ikke har læst bøgerne om den famøse troldmand. Så se bare at få kastet de bøger i hovedet på jeres børn!
Det kommer ikke bag på nogen at jeg var enormt skuffet da jeg på min 11 års fødselsdag ikke fik noget Hogwarts brev. Til gengæld har jeg den mest fantastiske veninde der på min 17 års fødselsdag overrakte mig en af de bedste fødselsdagsgaver jeg til dato har fået: Nemlig et Hogwarts brev komplet med smaradgrøn skrift og indkøbsliste til Diagonalstræde.
Og hver gang jeg møder en person der hverken har læst bøgerne eller set filmene, tvivler jeg lidt på om jeg overhovedet kan være venner med dem.
Som det Potterhead jeg nu engang er har jeg selvfølgelig mit eget Harry Potter kostume - helt præcist et Quidditch kostume. Jeg har selv syet det, med en god portion hjælp fra min søde mor, da der var temafest på mit gymnasium for en del år siden.
Temaet var Sport - og hvad er så mere oplagt end et Quidditch kostume?? Flere af eleverne havde lidt svært ved at se hvad mit kostume dog havde med sport at gøre. Til gengæld var de personer som rent faktisk kunne spotte hvad mit kostume gik ud på mega seje. Der var også engang en kost tilhørende, men den er desværre gået bort til en af de mange fester hvor jeg har båret mit kostume (R.I.P. Prestissimo)
Når nogen spørger mig om jeg har tænkt mig at blive ved med at læse Harry Potter når jeg engang bliver voksen har jeg kun én ting at sige:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar