Hvem husker ikke de utallige nøgleringe man knyttede i regnbuens farver nede i SFO'en da man var lille? Jeg har i hvertfald siddet mange eftermiddage og masseproduceret dem til julegaver, fødselsdagsgaver og til alle de folk jeg ellers syntes manglede en nøglering. Og her for et stykke tid siden da jeg var på et lille kursus med mit arbejde, fik jeg genopfrisket knytningens kunst, og det satte en masse idéer igang i mit lille hoved. For hvis man fjerner de farverige knyttesnore og erstatter dem med lædersnører og tilføjer et par flotte perler, så har man faktisk et rigtig fint armbånd - og kun fantasien sætter grænser for de uendelige muligheder der er med de forskellige kombinationer af tykkelse, materiale og farver af både perler og snor. Og så ser resultatet ser faktisk ret professionelt ud!
Men hvis man kan huske hvordan man sad til håndarbejde i 5 klasse og knyttede nøgleringe, så kan man også huske hvor besværligt det var. Det var noget med en snor rundt om et bordben, og derefter hele vejen rundt om maven og en lille træklods specialfremstillet i sjøjdlokalet til at holde det hele sammen. Det er jo ikke umiddelbart lige noget man giver sig i kast med sådan en søndag eftermiddag. Men det er der råd for! Hvis man anskaffer sig et hårdt skriveunderlag med en stor klemme foroven, der normalt bruges til at holde A4 papirer fast, er det hele pludseligt meget nemmere at have med at gøre. Plus man kan lade det ligge og vende tilbage til det som man vil - smart!
Du skal bruge:
- Skriveunderlag med klemme (kan købes hos boghandleren til omkring en 50'er)
- Lille klemme til at holde snoren fast for neden
- Knyttesnor, lædersnor eller nylonsnor
- Sekundlim
- Saks
- Perler
Start med at måle et stykke snor som er ca dobbelt så lang som længden på skriveunderlaget (helst længere). Find midten og lav en lille løkke og sæt løkken fast under klemmen for oven. Tag enderne fra snoren og sæt dem fast med klemmen for neden af skriveunderlaget. Klip nu et langt stykke snor og læg den dobbelt (og det skal være virkelig langt. Helt præcist hvor langt er svært at vurdere, men en god armslængde gange to er en god hovedregel at gå efter). Sæt midten fast under den store klemme for oven, samme sted som den forrige snor. Så skulle det gerne se således ud:
Tag nu den venstre lange snor og kryds over de to snore i midten, så det danner et 4-tal som vist på billedet for neden (sæt evt en lille klat farverig neglelak for enden af den venstre snor. På den måde ved du at det altid er den du skal lave 4-tallet med, og du glemmer ikke hvad det er for en side du nu er nået til. Og det sker tit!)
Tag nu den højre snor (den UDEN neglelakken) og før den over den venstre snor og derefter under de to tykke snore i midten og til sidst op i gennem 4-tallet.
Træk til i både den højre og venstre snor på samme tid.
Stram til for oven og TAADAA - den første knude er nu lavet! Hvis man knytter med lædersnor skal man passe på ikke at trække for hårdt til - for så knækker snoren (tro mig jeg taler af erfaring. Det er eddermanme surt at sidde med et halvvejs færdigt armbånd og så knække snoren). Hvis det er nylonsnor strammer man bare til så meget man lyster og jo strammere, jo bedre.
Nu skal man gøre nøjagtigt det samme, blot modsat. Snoren med neglelakken skal ind over de to snore i midten som et 4-tal.
Snoren uden neglelakken skal over snoren med neglelakken, under de to snore i midten og op igennem 4-tallet. Så trækker man til og begynder forfra til den anden side igen.
Hvis man vil have perler på kan man sætte dem på de to snore i midten inden man sætter klemme på. Så trækker man én perle op, knytter et vist antal gange, trækker en ny perle op, knytter igen osv. Her er kombinationerne uendelige, og man kan selv vælge om man vil have mange eller få knuder mellem perlerne, hvor mange perler osv.
Til slut tager man armbåndet af skriveunderlaget og måler om det passer. Så limes begge ender med sekundlim, overskydende snor klippes af når limen er tør og den sidste perle man satte på presses gennem løkken i den anden ende, så den låser.
Her et armbånd jeg lavede med dødningehoveder:
Man kan også vælge at nøjes med at knytte nogle perler på i midten af arbåndet, hvilket også ser rigtig fint ud!
Less is more. Armbåndet bliver også fint og simpelt hvis man helt fjerner perlerne. Så binder man blot en knude til sidst som lige præcis er stor nok til at komme igennem løkken i den anden ende og så kommer det til at se således ud:
En helt tredje mulighed er at sætte perlerne på den snor man knytter med i stedet for snoren i midten. Hvis man knytter et ulige antal gange mellem perlerne kommer de til at sidde skiftevis på hver sin side af snoren, og hvis man knytter et lige antalt gange mellem perlerne kommer de til at sidde på samme side af snoren. Her lavede jeg et armbånd med 3 knyt mellem hver perle jeg satte på:
Der er også en anden - og lettere måde at knytte på. Det var en teknik jeg først lærte her for kort tid siden, men den er rigtig fin, og det er noget alle kan være med på uden de store problemer - og resultatet er stadig rigtig godt!
Sæt en snor, som er lagt dobbelt i klemme ligesom ved den første armbånd. Sæt derefter kun én lang snor i klemme samme sted (Og snoren skal være ufatteligt lang - specielt hvis man, som jeg gør her, knytter uden perler på!)
Så skal den lange snor nu bare slange sig fra side til side, mellem de to snore. Sørg for at stramme godt til og husk hele tiden at presse det sammen. Hvis man vil have perler på, skal man sætte dem på den lange snor, hver gang man går til højre - dvs hver anden gang man fletter snoren gennem de to snore i midten.
Til slut satte jeg en perle på, lavede en knude, kom sekundlim på enderne og pressede perlen igennem løkken for oven og armbåndet var færdigt!
Hvis man kommer perler på, ser det således ud - og her kan resultatet virkelig blive forskelligt afhængig af hvilke perler og snore man bruger!
Man kan også lave armbåndet så langt at det kan nå 2 gange rundt, hvilket også er virkelig flot:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar