I lørdags gik en længe ventet drøm i opfyldelse - jeg fik nemlig muligheden for at holde et teselskab á la den skøre hattemager fra Alice I Eventyrland, og det var helt igennem fantastisk.
Én gang om måneden mødes jeg med 4 andre dejlige damer til vores madklub. Man skiftes til at holde middagen, der hver gang skal der have et tema. Derfor var det oplagt for mig endelig at føre mit skøre teselskab ud i livet.
Jeg elsker temafester og udklædning, så jeg gik selvfølgelig all in - og lidt til. Guirlander blev lavet af et gammel sæt spillekort, en hulmaskine og gavebånd. Bordet blev dækket med tekopper fra genbrug og etagerer fra Tiger. Vinflaskerne fik bundet et "drink me" skilt om halsen, og muffinsne fik skrevet "eat me" på toppen. Resten af maden bestod af cucumber sandwiches, grøntsagsmuffins med kylling og broccolimos på toppen, "svampe" af mozerellastykker med en skive tomat på toppen og "snegle" af tortilla pandekager rullet med laks og flødeost placeret oven på en cornichon. Hjemmelavede mini skakkager pyntede den øverste del af kageetageren og for at fuldende billedet havde jeg lagt en hat på stolen til hver gæst, og for enden af bordet lå min elskede originale udgave af bogen, med en tekande på toppen, hvorfra "Syvsoveren" stak sin snude op. Jeg selv havde iført mig min lyseblå 1950'er kjole, min hjemmelavede flamingo broche, en hjemmelavet sort sløjfe i håret og mine kortspilsøreringe.
Det var en helt igennem fantastisk sjov og skør aften - uden tvivl noget jeg anbefale andre at kaste sig ud i! For hvorfor kan man ikke drikke vin af tekopper og hvorfor kan man ikke spise desserten først?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar