mandag den 17. april 2017

EDWARDIAN OUTFIT


Min færden i Københavns vintagesamfund har efterhånden bragt mig vidt omkring. I starten var det min interesse for Rockabilly, der bragte mig fra min punk periode ind i kjolernes univers via bl.a. HellBunnys gotisk inspirerede kjoler. Efterhånden som tiden gik og jeg lærte mere og mere, ændrede min garderobe sig til mere at ligne Søs fra Far Til Fire, og nu har den bragt mig videre ind i universet - nemlig til den edwardianske periode. 

Den edwardianske periode omfatter officielt Edward VII's regeringsperiode fra år 1901 - 1910, men bliver ofte udvidet frem til første verdenskrig i 1914. Hvis du ikke umiddelbart kan genkalde dig hvordan moden i den periode så ud, så tænkt tidlige afsnit af Downton Abbey, Selfridges eller Titanic fra 1997 med skønne Leonardo DiCaprio og Kate Winslet.

Dengang bar damerne stadig korset, og den karakteristiske kvindeform var smal talje med fremadskudt bryst, ofte hjulpet godt på vej af en flæsecehmise i mange lag nedenunder og et langt korset der gav forholdsvis smalle hofter (i hvert faldsammenlignet med den tidligere victorianske mode). Hattene kunne, for overklassen, ikke blive store nok, anklerne begyndte så småt at kunne anes under kjolen, og make-up begyndte at indføre sig lige så stille - dog uden at være for åbenlys, for stigmatiseringen var stadig at det kun var skuespillere og prostituerede der bar sminke. Med make-uppen ser man i slutningen af tidsrummet lige pludselig en anden, mere rebelsk kvinde, end man tidligere har set, der udvikler sig i takt med 1. verdenskrig og 1920'erne, som jo bekendt bliver en yderst rebelsk tid for netop kvinderne. 

Som nogen måske har bemærket på min Instagram, så har jeg de sidste 6 måneder forsøgt at samle mig et edwadiansk outfit, inklusiv underklæder, og her kommer så endelig frugten af det hårde slid. Det skal lige tilføjes at jeg på ingen måde er nogen ekspert når det kommer til edwardiansk tøj, men efter at have læst samtlige bøger og flere artikler på internettet, er dette hvad jeg er kommet frem til. 

Undertøjet er mest af alt sammensat af hvad jeg lige havde i skabet (for vi har jo alle et korset liggende). "Chemisen" er en crop top fra genbrug, korsettet er et jeg købte på ebay for uendeligt lang tid siden, og skørtet er mit 1950'er underskørt købt på etsy, som jeg bruger til daglig under mine kjoler.



Og nu til det ydre. Hatten er mit mesterværk. Jeg har selv lavet den af en gammel stråhat, en flyttekasse, noget aflagt stof og blomster fra ebay, alt klistret sammen af en limpistol. Skjorten er en jeg købte på Asos for snart mange år siden, nederdelen er fundet på et loppemarked og er højst sandsynligt fra 70'erne og støvlerne købte jeg i Amsterdam i Episode Vintage i efteråret og er 1980er-leger-1910er støvler. 







Er I klar til at tage med tilbage til Titanic? Jeg er! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar