Så blev det 2014 - et nyt år og et helt nyt liv for mit vedkommende. Jeg stoppede på mit arbejde d. 3. januar, jeg flytter til København d. 1. februar og starter studie d. 3. februar. Hvor bliver det spændende! Jeg har så mange kreative ting jeg skal have lavet i forbindelse med flytningen; bl.a. skal jeg have malet Harlekin-tern på mit spisebord, lavet opbevaringskrukker til alle mine mange neglelakker, et stativ til mine øreringe af en gammel ramme og nogle blonder og flydelys af kapsler - og alle tingene kommer selvfølgelig ind på bloggen inden længe! Jeg kan næsten ikke vente!
Men i dag tager vi det helt stille og roligt, og jeg starter blog-året 2014 med at gøre nogle almindelige fyrfadslys lidt mere spændende at se på. Jeg købte for lang tid siden noget tape med mønster nede i Tiger, uden rigtig at vide hvad jeg skulle bruge det til. Det sker alt for tit at jeg gør mig sådan nogle køb, men nogle gange betaler det sig, og det er dagens indlæg et godt bevis på!
Man skal bruge:
- Fyrfadslys
- Tape med mønster
Der er ikke meget at forklare - tapen skal bare en gang rundt om fyrfadslyset, og voilá!
De små farverige fyrfadslys kommer rigtig til sin ret, hvis man stiller dem på et fad, eller som jeg har gjort her; kommer dem i to små, gennemsigtige syltetøjsglas.
Hvis der nu skulle sidde nogle derude og tænke på om tapen kan holde til den varme, fyrfadslyset udskiller når det tændes (jeg havde nemlig samme bekymring da jeg kom på idéen), så kan jeg konstatere, at mine lys her efter en time med ild i, stadig er lige så fine som da jeg lavede dem - så det er bare at komme igang !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar